Chicken 65 biriyani – En indisk ret med smæk på krydderierne

Chicken 65 biriyani – En indisk ret med smæk på krydderierne

En ret med inspiration fra Dubai

Chicken 65 biriyani er en indisk ret og man kan i den grad få indisk mad her i Dubai. Jeg har forsøgt så meget som overhovedet muligt, når vi har valgt at bestille mad udefra, at bestille noget som man ikke ville kunne få i Danmark. Selvfølgelig har alle, næsten alle, lyst til en pizza eller en burger en gang i mellem – det har vi også – men vi har virkelig også forsøgt at smage nogle nye retter og biriyani går bare igen på et utal af måder på menukortene, når vi snakker takeaway.

Jeg var sammen med en veninde en dag som heller ikke havde smagt biriyani og vi satte os derfor og brugte timer på at google det helt rigtige og mest autentiske biriyani sted i byen. Vi fandt frem til noget, der hed: Golden biriyani. Selvfølgelig, hehe. Vi bestilte lidt af hvert på menukortet – for at smage lidt forskelligt og den her chicken 65 biriyani stod bare ud som den lækreste! WOW.

Læs også: Manakish med za’atar

Vi er begge meget mad interesserede så vi ringede til dem og spurte om de ikke ville lære os at lave deres chicken 65 biriyani. Det ville de ikke, men til gengæld fik vi adgang til en opskriftliste. Nu har jeg så brugt ingredienserne til at kreere en lækker opskrift, som jeg synes rammer ret godt! ♥

Hvad er chicken 65 og hvad er biriyani?

Chicken 65 er en ret i sig selv faktisk. Det er betegnet som en snack eller en lille forret i Indien, som jeg så har sammensat med biriyani for at skabe en hovedret. Det gøres også på mange restauranter. Chicken 65 er en spicy, dybstegt kyllingeret. Biriyani er smagfulde ris lavet med et væld af krydderier. Til sammen bliver de til én skøn indisk ret med smæk på krydderierne som virkelig går godt sammen.

Læs også: Fattoush – En salat fra Mellemøsten

Pas på med ikke at blive overvældet af ingredienser

Når du lige skimmer opskriften virker ingredienslisten LANG! Det skal du ikke blive skræmt af, for laaaaangt de fleste ingredienser er blot krydderier. Hop ned i din lokale etniske købmand og find alle ingredienser og krydderurter. Det gør hele projektet overskueligt ♥ Hvis du tager de lækre krydderier fra, består retten faktisk kun af kylling, ris, yoghurt og lidt fritureolie.

biriyani

Chicken 65 biriyani

En opskrift på en indisk kyllingeret med smagfulde ris til.
Forb. tid 1 t 30 min
Tilb. tid 30 min
Ret aftensmad
Køkken Indisk
Antal 2 personer

Ingredienser
  

Ris:

  • 200 g basmati ris
  • 400 g vand dobbelt så meget vand som ris
  • 2 tsk salt
  • 2 laurbærblade
  • 1 spsk ingefær/hvidløg paste
  • 1 bundt koriander hvad der svarer til en håndfuld
  • 1 bundt mynte hvad der svarer til en håndfuld
  • 3 grønne chili

Safranvand

  • 4 spsk vand safranvand kan udelades – det er kun for udseende
  • 10-15 safrantråde

Ris marinade:

  • 100 g yoghurt
  • 1 lime
  • 1 spsk garam masala
  • ½ tsk chilipulver
  • ½ tsk korianderpulver
  • ½ tsk peber

Kylling:

  • 250 g kylling gerne kyllingebryst
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk ingefær/hvidløg paste
  • 1 spsk hakket karryblade kan udelades
  • 1 tsk chilipulver
  • 1 tsk garam masala
  • 1 tsk korianderpulver
  • 1 spsk hvedemel
  • 4 dl fritureolie til at friturestege
  • 1 løg i tynde ringe til at friturestege

Sådan gør du
 

  • Tag en skål og bland alle ingredienserne sammen til risene. Kom altså ris og vand op i en skål sammen med hakket koriander, mynte, chili, salt og ingefær/hvidløg paste (Gem evt. lidt krydderurter til servering). Bland det godt og lad det trække på køkkenbordet med film over.
  • Bland også din marinade til risene – altså yogurt og krydderierne dertil og sæt det i køleskabet.
  • Skær din kylling i mundrette bidder. Hak karryblade fint. Tag en skål og bland kyllingestykker med alle krydderierne. Nu er de klar til at blive friturestegt.
  • Inden du friturestegerkyllingen tager du din ris-blandingen og kommer det op i en gryde. Tænd for blusset og kog dine ris i 10 minutter. Husk at skrue ned for varmen når risene koger.
  • Nu kan du lave din kylling. Varm din fritureolie op til 180 grader og kom dine marinerede kyllingestykker ned i gryden, én efter én. Steg dem i et par minutter. Nu hvor olien er varm, kan du også friturestege et løg i tynde ringe. Det er super lækkert.
  • Når dine ris er færdige kan du komme blande din rismarinade deri. Bland det godt. Du kan også blande din safranvand ned i risene. Bland det lidt – ikke meget.
  • Servér på to tallerkner med det samme. Ris nederst, kylling og løg øverst. Drys med krydderurter.
  • Velbekomme ♥

Jeg ønsker at vækste med min lille hobby

Jeg har lige et sidste ønske til dig, inden du smutter. Det er nemlig et ønske om at du kunne følge mig på de sociale medier. På den måde går du ikke glip af noget som helst og så støtter du samtidigt min lille hobby og giver mig blod på tanden til at blive ved. TAK! Min instagram finder du her.

OG: Hvis du laver min opskrift, så fortæl mig det, hvis du har lyst! Jeg bliver så glad ♥ TAK.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *