Galette med karamelliserede løg og parmesancreme

Galette med karamelliserede løg og parmesancreme

Her kommer lige en RIGTIG lækker opskrift på en galette. En tærte du ikke behøver en form til ♥

Det er en mørdej med karamelliserede løg og parmesancreme. Den smager fantastisk og af lidt ekstra…. ♥ Prøv den.

En god idé er, at lave tærtendejen dagen i forvejen, så dejen allerede er klar og du dermed kan bruge tiden på dine løg og samling af tærten. Hvis du ikke har lavet tærtedejen i forvejen skal der nemlig bruges to timer på, at dejen nedkøles i køleskabet.

Tid: (nedkøling af dej = natten over eller mindst to timer)

Det skal du bruge (til en hel galette):

Mørdej:

  • 205 g mel
  • 115 g smør
  • ½ iskoldt vand
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk salt

Løg:

  • 5 store løg
  • 2 store fed hvidløg
  • 50 g koldt smør
  • en håndfuld frisk timian
  • 1 spsk sukker
  • salt og peber

Parmesancreme:

  • 40 g parmesan
  • 2 spsk mælk
  • 120 g mascarpone
  • salt og peber

Til pensling:

  • 1 æggeblomme

Til servering:

  • evt. creme fraiche

Sådan gør du:

Mørdejen:

Start med at lave mørdejen. Skær dit smør i stykker. Kom alle de tørre ingrediens op i en foodprocessor. Blend det lidt. Kom smørret i lidt af gangen og blend. Kom til sidst det iskolde vand i, lidt efter lidt. Så skulle dejen gerne samle sig. Kom dejen i en plastikpose og lad den køle i mindst to timer – gerne natten over.

Løgene:

Skær alle 5 løg. Skær dem over på midten og skær dem over én gang mere. Slice løgene tyndt. Kom alle løgene over i en si og skyl dem. Dup dem tørre med et rent viskestykke.

Hak dine hvidløg. Varm en pande op på medium varme og kom smørret på, sammen med hvidløg, timian og løg på. Lad løgene blive bløde i 5 minutters tid. Skru derefter ned på lav varme og kom sukker på. Lad løgene “simre” på panden i 40 minutters tid. Vend dem jævnligt. Lad dem få en varm/brun farve.

Parmesancreme:

Sæt en gryde på helt lav varme. Kom alle ingredienserne til parmesancremen ned i. Tag den af, så snart det er en ensartet masse.

Samling:

Rul dejen ud til en tynd cirkel, mellem to stykker bagepapir. Kom parmesancremen på, men efterlad ca. 3 cm fri i hele kanten (som skal bøjes indover). Kom derefter de karamelliserede løg ovenpå parmesancremen og bøj dejstykket i kanten ind over fyldet. Pensl kanten med en æggeblomme.

Bag din galette i ovnen i en halv time på 175 grader over og under varme.

Lad den køle i 5 minutters tid og servér – evt. med lidt creme fraiche til.

Leder du efter en tærte, der laves i en tærteform? Så tjek den her skønne én af slagen.

Velkomme ♥



2 thoughts on “Galette med karamelliserede løg og parmesancreme”

  • Jeg lavede dejen igår til denne opskrift, og har stået på køl lige siden. Dog var den STENHÅRD, da jeg ville rulle den ud i dag. Det kunne simpelthen overhovedet ikke lade sig gøre, så jeg endte med at smide dejen i skraldespanden. Ej hvor var det øv! ☹️ Er det meningen den skal rulles ud inden den puttes i køleskabet? Det synes jeg bare ikke fremgår af din opskrift

    • Hej søde du,
      Tak for at afprøve min opskrift. Dejen bliver hård i køleskabet, da der er smør i (smør bliver også hårdt i køleskabet og blødt på køkkenbordet), så den skal temperere på stuebordet inden du kan rulle den ud. Det har jeg måske ikke gjort helt klart 🙁 Det er jeg sørme ked af. Jeg håber du tør kaste dig ud i projektet endnu engang. Knus Mille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *