GUIDE: HELSINGØR

GUIDE: HELSINGØR

Nu kommer der lige et lidt anderledes indlæg igen. Det er simpelthen en guide til, hvor du skal tage ud og spise henne, hvis du en dag kommer til selveste Helsingør! Det er lige præcis dér jeg er vokset op – I Helsingør var byen jeg lærte at cykle, da jeg var barn – og hvor jeg sneg mig ind på diskoteker, da jeg ikke var gammel nok – og der hvor jeg kastede op i stride stråler, da håndboldtræneren for 3. gang på løbeturen råbte ‘så er der trappespurt’ – men helt klart også der hvor jeg nok har været aller mest ude at spise! Her kommer de 5 bedste steder at spise i Helsingør i min optik.

Sushi Taro 

Oh yes – det er et sted du simpelthen SKAL prøve, hvis du er i Helsingør! Har du nogensinde været på Sticks? Ja, ikke engang Sticks kan måle sig med Taro, overhovedet. Har aldrig i mit liv smagt så god sushi før – og jeg har altså smagt en del (for meget faktisk, i forhold til hvad det koster… 😀 ) Det her er altså ikke reklame – blot min helt oprigtige og ærlige mening. Hvis du ikke har været der, så gør dig selv den tjeneste! Og bestil i god tid, der er lang ventetid i weekenden. Desuden er der få borde i restauranten, så hvis det er godt vejr, vil jeg anbefale, at sætte sig ned på stranden og nyde det.

Ciao Ciao 

Den ligger lige i starten af strandvejen og har altid været en sikker vinder. Deres forretter og kødretter er fantastiske, deres pastaretter er skønne – men også deres udvalg af dessertoste – haps! Du har udsigt til vandet og betjening er ud over det sædvanlige. De får én til at føle sig velkommen lige med det samme. Hvis jeg skal anbefale noget fra deres menukort ville det nok være deres hjemmelavede båndpasta med oksemørbrad, i trøffel og Karl Johan cremesauce eller deres pasta- eller kødretter med gorgonzolasauce!

Kafferisteriet  

Hvis du kun er i Helsingør en enkelt dag eller to og skal på sightseeing vil jeg anbefale at tage på kafferisteriet. Som navnet indikerer, rister de kaffe og det smager vidunderligt! Der dufter skønt i caféen og de har altid hjemmebag klar til dig. Man kan få en rugbrødsbolle med ost, pølse og marmelade for ikke ret mange penge! Og vil klart anbefale deres kardemomme-snurre. Det ligger nærmest på Kronborg – WINWIN! Så kan du ligge slå to fluer med ét smæk.

La dolce vita

Denne italienske restaurant er i top klasse. De har noget nær verdens hyggeligste gårdhave, som du klart skal sidde i, hvis vejret tillader det. Der er også en hyggelig stemning indenfor – især ved mit stambord (ovre ved vinduet 😉 ). Vil helt klart anbefale deres ‘Antipasti Misto della Casa’, som altså husets specialitet med 6 forskellige italienske forretter. Det lover jeg dig, du ikke fortryder! Deres pastaretter er også forrygende. Uh, og smag deres aperol spritz!!

Lagoni

Det er blevet et meget populært sted. Det ligger lige ved noget, der hedder Simon Spies Plads i Helsingør by. De har også en skøn halvoverdækket gårdhave, med figentræer og hvor bordene er lavet af kabeltrumler. De har en lækker brunch med blødkogte æg, hjemmebagt brød, en kop kaffe og noget ost og pølse – som ikke er særlig dyr, men virkelig lækker. De har lavet nogle begivenheder, hvor du for et vist antal kroner har kunne smage 3 forskellige glas bobler, gin-aftener og så videre. Jeg var selv til en aften med bobler – og det var virkelig hyggeligt og et godt koncept!

OBS: I værftshallerne lige ved Kronborg er også lige åbnet et madmarked. Hallen er også et besøg værd – men ikke lige så hyggelige som ovenstående 5 spisesteder.

Velbekomme ♥



1 thought on “GUIDE: HELSINGØR”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *