Kyllinge fatteh – En vidunderlig libanesisk ret

Kyllinge fatteh – En vidunderlig libanesisk ret

Jeg har jo lovet lidt madinspiration her fra Mellemøsten… Derfor får I her endnu en ret inspireret af vores eventyr i Dubai.

Kyllinge fatteh

Vi spiser en del ude, når vi har gæster på besøg fra Danmark. Det er ganske praktisk, hvis vi skal ud at se en seværdighed om aftenen. Tit og ofte har vores familie eller venner Burj Khalifa (verdens højeste bygning), Dubai fountain (springvandet lige ude for Burj Khalifa) og Dubai mall (verdens største mall) på to-do-listen og der har vi altså fundet et lækkert sted at spise med udsigt til alle tre seværdigheder! Det er jo gaven…

Restauranten, der har inspireret mig til at lave kyllinge fatteh

“Abd El Wahab” er en skøn restaurant som du bør besøge, hvis du kommer til Dubai… Det er skøn libanesisk mad! Der ligger både en i marinaen i Pier 7 og en lige overfor Burj Khalifa. Det er her jeg er blevet inspireret til denne kyllinge fatteh. Det smager fantastisk!

Ikke nok med, at den smager godt, så er det også en genial måde at bruge kyllingerester på, hvis man har sådan nogle en gang i mellem…. ♥

Kyllinge fatteh

En smagfuld og skøn libanesisk ret med kylling, hvidløg og yoghurt.
Forb. tid 15 min
Tilb. tid 30 min
Ret Hovedret
Køkken libanesisk
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 250 g kyllingebryst frisk eller som rest
  • 400 g yoghurt
  • 1 dåse kikærter
  • 2 små arabiske fladbrød
  • 1 bundt persille
  • 2 fed hvidløg
  • 1 citron
  • 4 spsk olivenolie
  • 4 dl olie til friturestegning (evt. raps)
  • salt/peber/paprika
  • evt. korianderfrø

Sådan gør du
 

  • Start med at hælde fritureolien op i en gryde eller på en pande. Skær dine arabiske flabrød til små firkanter og kom dem op i olien. De skal blive helt brune og sprøde. Læg dem til side på lidt køkkenrulle.
  • Tag en pande og kom et skvæt olivenolie på. Kom kyllingen op på panden og steg den godt til den er gennemstegt. Krydr den godt med salt, peber, paprika. Det skulle gerne tage omkring 20 minutters tid.
  • I mens kyllingen steger: Dræn dine kikærter og skyl dem grundigt. Kom dem herefter over i en stor skål (tag evt. 20 stks fra til pynt). Hak persille fint og kom også det op i skålen (tag evt. også lidt persille fra til pynt), sammen med stødte korianderfrø, salt og peber.
  • Når kyllingen er færdig tager du kyllingen af varmen. Tag to gafler og riv kødet fra hinanden, så det bliver "pulled chicken". Kom også det op i skålen (gem også lidt af dette til pynt). Kom 1 spsk olivenolie på den stadig varme pande og rist dine kikærter i det, sammen med lidt paprika. Når de begynder at poppe er de færdige og sprøde.
  • Pres dine to fed hvidløg gennem en hvidløgspresser, ned på en pande med 1 spsk olivenolie på. Sæt panden på lav varme (vigtigt) og kom yoghurten på panden. Lad yoghurtmassen blive varmet op i et par minutter.
  • Bland nu yoghurten over i skålen med alle dine lækre ingredienser. Bland det godt og kom det over i to skåle.
  • Pynt din ret med de ting som du lagde til side – lidt pulled chicken, persille, ristede kikærter og dine friturestegte brød.
  • Velbekomme ♥
Keyword fatteh

Tak fordi, at du havde lyst til at bruge min opskrift! Det betyder meget for mig. Jeg håber du kunne bruge den og at retten faldt i din smag.

Måske jeg kunne inspirere dig med en anden ret fra indien? Tjek min dhal ud lige her!

Vis mig gerne, hvordan den blev ved at tagge mig på Instagram



3 thoughts on “Kyllinge fatteh – En vidunderlig libanesisk ret”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *