Påsketraditioner

Påsketraditioner

Gennem min opvækst har vi altid haft to faste traditioner til påske. Disse traditioner har jeg altid elsket på grund af den hyggelige stemning, de kreative inputs (eller chok over, hvor lidt kreativ man egentlig er), gåturen og den røde næse foran pejsen efterfølgende.

Jeg mener selvfølgelig, at vores første og mest faste tradition i påsken er, at vi triller æg.

I denne påske ankom vi til Nordsjælland, hvor vi altid afholder ægtrilningen. I min mormor og min mormors mands sommerhus, hvor min bror og jeg bare har de dejligste barndomsminder fra. Det er jordens mest fredsfyldte sted, med stor have, pejs og fuglefløjt. På bordet stod en stor bakke fyldt med  hårdtkogte æg. Og når jeg skriver hårdtkogte, så mener jeg det 😀 De har nemlig kogt i 45 minutter.
På bordet sammen med æggene stod et par vandfarvepaletter og nogle glas med pensler. Så kunne vi ellers få lov til at gå amok med farveladen og udfolde os så kreativt som vi havde lyst til.
Der er altid nogle der føler sig mere eller mindre kreative på selve dagen og lige gyldigt hvad er det altid okay… Der er hvert år skøn stemning, mens vi er i gang med at male æggene, fordi vi altid sidder der og siger ‘Eeeej se!! Det her er vinderægget!

                

Når alle har malet på to æg hver traver vi altid ud i skoven. Her har vi vores faste bakke, som vi faktisk blev enige om i år er lidt for stejl og skæv… Så trækker vi altid en streg med vores fod gennem skovunderlaget, øverst på bakken, så vi kan se om der overtrædes. Hehe…

Reglerne giver måske ikke så meget mening, men vi bruger de regler, fordi vi altid har brugt dem! Vi tager alle vores første æg. Så triller vi dem ned af bakken. Det gælder blot om at komme længst, uden at det går i stykker. Vi vurderer, at ægget er gået i stykker når blommen er røget ud af ægget. Ikke før! Så der må altså godt ryge lidt skaller af, hist og her.

Den der står tilbage som den eneste med et æg med blomme indeni har vundet! Det vil altså sige, at vi altid finder to vindere, da vi jo maler to æg hver.

Hvorfor handler det så om at komme længst? I min familie gider vi ikke fedtspilleri… Altså der skal smæk på, men på en forsigtig måde… Den der ryger længst i den ene runde får lov til at trille først i næste runde.. Det kunne være ligegyldigt, for det er ikke sådan man vinder… 😀 Meeen, ja. Sådan er det ikke lige.

Min mormor har altid købt en præmie til de to vindere og hun går altid meget op i rollen som præmieoverrækkeren! Som regel har hun købt en guldmedalje og nogle øl eller noget guf. Det er simpelthen så hyggeligt ♥ På nedenstående billede har min mormors mand vundet – det gør han hvert år 😀 Jeg ved sgu ikke, hvordan han gør det!

             

Efter præmieoverrækkelsen trasker vi hjem til sommerhuset igen og holder lidt påskefrokost eller en af de to fødselsdage som vi har i familien i april – alt efter, hvad vi har planlagt. I år holdt vi min lillebrors 20 års fødselsdag ♥

En anden tradition som vi desværre ikke har afholdt de seneste to år, er påskeharen, der kommer på besøg. Det er min moster, der alle år har ageret påskehare! Jeg kan tydeligt huske første gang påskeharen havde været på besøg. Der holdt vi noget påskehygge ude i skoven, i Hellebæk, et sted, der hedder Hammermøllen. Her havde påskeharen både gemt en masse chokoladepåskeæg og en KÆMPE blyant. Påskeharen har spurgt alle år i vores voksenliv om vi var blevet for voksne til at påskeharen skulle komme, men det har vi aldrig været. Min moster er desværre blevet syg og er indlagt – derfor kunne påskeharen desværre ikke komme, hverken i år eller sidste år… Påskeharen plejer at gemme påskeæg rundt i hele haven og hvis man ikke kan finde chokoladen kan man råbe i kor “Påskehare, påskehare kom nu frem, eller går vi aldrig hjem” og så kunne man få en lille ledetråd af moster… Og ja, det her har jeg også gjort, da jeg var 21 år gammel 😀 På nedenstående billede ses den smukke påskehare med sin kurv fyldt med chokolade, på vej ud til sine faste gemmesteder i haven, haha! Det her var det sidste år vi var ude med påskeharen.

 

De her traditioner har bragt stor glæde og lykke i min barndom, men det har på ingen måde ændret sig, nu hvor jeg er blevet ældre. Måske det er en anden måde det bringer glæde! Men jeg ville aldrig undvære det, hvis jeg kunne vælge. Jeg glæder mig sådan til at give disse traditioner videre, når jeg engang får børn – for jeg er pisse stolt af at have sådan nogle traditioner i min familie ♥

Hvorfor deler jeg det her? Der kan være mange grunde til, at man ikke har traditioner i sin familie, men jeg er stor fortaler for at få det og implementere det! Det er simpelthen bare noget helt specielt. Jeg forsøger at inspirere andre lidt til at gribe påske-anledningen til at hygge sig med sin familie og værdsætte, at man har hinanden.

Manger du en opskrift til påske, så klik ind på min version af tarteletter!

Jeg håber, at du får en rigtig god påske! ♥



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *