Spaghetti med italienske kødboller i tomatsovs

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsovs

Et af mine favoritkøkkener i hele verden er det italienske! Pizza, pasta og riiiigtig god vino – lige mig… Jeg plejer altid at sige, at hvis jeg ikke skulle være født i Danmark så skulle det da være i Italien.

Jeg elsker at være der og har været der en hel del! Både på storbyferier Rom og Venedig, men også på campingferier på 3 uger af gangen i små bjergbyer, hvor vi har besøgt vingårde, små og gode isbutikker og spist rigtig god mad.

For første gang skal jeg til Italien med en veninde og hendes datter. Vi skal besøge en lille by, der hedder San Gimignano, som jeg faktisk allerede har været i, da jeg var lille. Glæder mig sådan til at opleve byen i mit voksenliv! Og til at få den oplevelse med de to tøser, inden jeg skal bo i Dubai!

Du skal bruge (til 4 personer):


Kødboller

– 500 g oksekød
– 1 æg
– 1 håndfuld basilikum
– 2 fed hvidløg
– 1 rødløg
– 1 håndfuld parmesan
– salt/peber

Tomatsovs

– 2 spsk olivenolie
– 4 fed hvidløg
– 1 rødløg
– 3 brikker hakkede tomater (evt. med smag – løg, hvidløg el. basilikum)
– salt/peber

Yderligere ingredienser

400 g spaghetti
1 håndfuld basilikum
et par spsk parmesan

Sådan gør du:

Start med at lave sætte din tomatsovs over. Hak hvidløg og løg fint og kom det op i en gryde med lidt olivenolie på høj varme. Svits løgene et par minutter og skru ned for varmen. Kom de hakkede tomater i gryden og krydr med lidt salt og peber. Lad gryden stå og simre på lav varme. Tomatsovsen skal have ca. en halv time i alt.

Lav i mens dine kødboller. Hak hvidløg, løg og basilikum fint. Kom det op i en stor skål, sammen med resten af ingredienserne. Bland det godt sammen.

Form ca. 16 kødboller af farsen og kom dem op i en gryde med rigeligt kogende vand.
Inden du tilsætter bollerne tager du en ny gryde med vand i til spaghettien og sætter den til at koge.
Lad kødbollerne koge i 5-8 minutter og kom derefter bollerne over i tomatsovsen.
Kom spaghettien op i det kogende vand og sæt tiden efter, hvad der står på pakken (7-10 minutter som regel).

Hak basilikum og kom spaghettien op i en skål. Kom derefter tomatsovsen og kødboller på og pynt med parmesan og hakket basilikum.

Velbekomme ♥

Mangler du en anden italiensk-inspireret opskrift? Så tag et kig her!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *