Svinemørbrad med grøn persillecrust og pommes Anna

Svinemørbrad med grøn persillecrust og pommes Anna

Det her er en ret du kan lave til dine gæster. Det er også en ret du kan lave, for at løfte hverdagsmaden og gøre det lidt mere lækkert. Vi er ikke ude i alle mulige fancy pancy råvarer. Det er egentlig meget simpelt og billigt at handle ind til det! 🙂

Du skal bruge (2-3 personer): 

– En lille svinemørbrad

– 1 dl panko eller rasp

– 1 bundt persille

– 1 bundt timian

– 2 store fed hvidløg

– 6 store bagekartofler

– En halv pakke smør

– Lidt olivenolie

– et bundt asparges (du skal kun bruge halvdelen)

– en pakke portobellosvampe (du skal kun bruge halvdelen)

Pommes Anna:
Start med at lave din pommes Anna. Skræl alle bagekartoflerne og slice dem derefter papirstynde på et mandolinjern. Tænd derefter din pande på middelvarme og kom en klat smør på sammen med lidt timian. Lad smørret smelte og kom derefter det der svarer til én kartoffel på panden. Vend kartoffelskiverne i smørret og læg dem derefter over i et bagepapirsbeklædt lille ovnfast fad.

Gentag procecssen med smør, timian og kartofler, til der ikke er flere tilbage. Stabl dine kartofler i lag og kom til sidst bagepapir på igen. Læg kartoflerne i pres (jeg kom en gryde ovenpå) og sæt den i ovnen. Den skal have ca. 35 minutter på 180 grader varmluft. Skær den ud, når du skal bruge den – hvis det ikke er med det samme, kan du skære stykker af den ud, når den er kølet af og komme stykkerne i ovnen igen på høj varme inden brug.

Grøn crust: 
Blend persille med 1 dl panko og læg det til side.

Svinemørbraden: 
Skru din pande op på maks varme og kom hvidløg, timian og olie på. Brun køddet på alle sider og tag den derefter af varmen.

Når der er 20 minutter til servering sætter du kødet ind i en 180 graders varmluftsovn i ca. 15-20 minutter i en ovnfast fad. Kødet skal have en kernetemperatur på 62-63 grader – her bliver den rosa og saftig. Når den er færdig lader du mørbraden hvile i 5 minutter. Der er noget saft tilbage i det ovnfaste fad, når du taget kødet ud – det pensler du på mørbraden og ruller den derefter i den grønne crust. Forsøg at få så meget som muligt til at hænge fast, selvom det kan være lidt svært.

Tilbehør:
5 minutter inden servering skruer du op for en pande på middelhøj varme. Kom lidt olivenolie på. Rist dine svampe og asparges i et par minutter i den varme olie. Kom evt. lidt andre krydderier ved også.

Anret dine lækre komponenter og servér!

Jeg synes ikke denne ret behøver en sovs, men hvis du vil lave én er det selvfølgelig bare prikken over i’et. Jeg tror at en svampesovs eller en rødvinssovs ville være en glimrende valg!

Velbekomme ♥



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *