Varme hveder – En dejlig dansk tradition

Varme hveder – En dejlig dansk tradition

Det er tradition at spise varme hveder i Danmark, dagen før Store Bededag og hvad er egentlig bedre end sådan et par HELT hvide boller? Ja, jeg kan da næsten ikke komme på noget i hvert fald. Med et goooodt lag smør ♥

Varme hveder. Ristede eller ej?

Jeg er ikke helt sikker på om jeg synes at hveder skal ristes eller ej… Jeg prøvede lige at stege en i noget smør på en grillpande… Det blev godt, bevares… Gør alt ikke det, når det er stegt i smør? ♥ Men min pointe er, at jeg ikke synes de behøver det. Specielt ikke, hvis de kommer lige fra ovnen! Men det er da helt sikkert op til jer selv ♥

Læs også: Surdejsvafler lavet på overskydende surdej

Danske traditioner og varme hveder

Egentlig har det aldrig været en tradition som sådan at samles til varme hveder i min familie. Jeg har i ny og næ købt nogle, når de har været til salg i Kvickly bageren, well, fordi de smager vildt godt, så hvorfor ikke? Dog tror jeg, at vi skal til at gøre det til en tradition her hjemme. Jeg ELSKER danske traditioner og jeg forsøger at gøre så meget ud af hver enkelt som overhovedet muligt. Det er bare gode anledninger til at hygge sig med dem man elsker.

Læs også: Havregrynsskåle med yogurt

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er blevet en ting at negligere større traditioner såsom julemåneden, der for mange er blevet en øv-måned og så videre ♥ Nå, et lille sidespring… Men så ved I det. Ikke fordi at varme hveder er en stor ting, men det er da hyggeligt at samles om til en kop kaffe!

Varme hveder

Varme hveder som du kan spise dagen før Store Bededag
Forb. tid2 t
Tilb. tid15 min
Ret: eftermiddagsmad, Morgenmad, Snack
Køkken: dansk
Keyword: hveder
Antal: 12 styks

Ingredienser

  • 1,5 dl kærnemælk
  • 1 dl mælk (let, skummet eller sød) + en spsk
  • 2 æg
  • 25 g gær
  • 1 spsk kardemomme
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 80 g smør (stuetemperatur)
  • 500 g hvedemel
  • 1 æggeblomme til pensling

Sådan gør du

  • Lun kærnemælk og mælk i en gryde. Kom det over i en skål og bland gæren heri.
  • Kom derefter æg, sukker, kardemomme og smør i. Bland smørret i, i mindre klumper.
  • Kør massen stille og roligt på en røremaskine eller ælt det i hånden. Sørg for at det hele er blandet helt sammen.
  • Afmål hvedemelet og bland saltet i. Kom melet i dejen lidt efter lidt. Ælt dejen godt sammen (enten på røremaskine eller i hånden). Når dejen er blød, men sammenhængende og helt ensartet er den færdig.
  • Kom et viskestykke på skålen og lad den hæve i en halv time.
  • Del dejen i 12 små boller. Ælt hver bolle, så den bliver fin og rund og sæt alle 12 boller så tæt de overhovedet kan stå, på en bagepapirsbeklædt bageplade, men uden at røre hinanden.
  • Lad bollerne hæve på bagepladen i halvanden time.
  • Når de er færdige med at hæve, pensler du dem med en æggeblomme, der er pisket sammen med en spsk mælk.
  • Bag de varme hveder ved 175, varmluft, i ca. et kvarter. De skal blot blive gyldne på toppen og på siderne.

Jeg ønsker at vækste med min lille hobby

Jeg har lige et sidste ønske til dig, inden du smutter. Det er nemlig et ønske om at du kunne følge mig på de sociale medier. På den måde går du ikke glip af noget som helst og så støtter du samtidigt min lille hobby og giver mig blod på tanden til at blive ved. TAK! Min instagram finder du her.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *